Religion og vækkelse
Mange af stenhuggerne var religiøst indstillet og tilhørte de forskellige foreninger som baptisterne, Luthersk Missionsforening og så videre. Jeg selv sluttede mig til Frelsens Hær. Jeg fik respekt for det arbejde hærens officerer udførte blandt byens syge og fattige – og mellem dem der tog en tår for meget af flasken. Skulle et af hærens navne nævnes, blev det uden tøven frøken Christine Johansen fra Als i Sønderjylland.Afholdsforeningen N.I.O.G.T. fortjener også at nævnes. Den havde mange medlemmer som, for at blive i værkstedsjargonen, ikke bøjede armen længere. At religionen var en privatsag, jo! Men Babel, Bebel og Bibel var stadige diskussionspunkter.
(Silfverberg)
… Som nævnt sluttede jeg mig til Frelsens Hær i min tidligste ungdom. Jeg blev grebet af dens umiddelbare forkyndelse, og det selvforsagende liv de folk levede. Men Frelsens Hær som sådan stod jeg noget spørgende over for. Det hele virkede så fremmedartet, så engelsk. Men resultatet af dens gerninger måtte jeg bøje mig for. De mest asociale, og lovovertrædere, blev forvandlet til retskafne borgere i samfundet. Her viste Hæren sig som en ambulance for de mest ulykkelige. Her var det kristentroen, som bar oppe, da alt andet glippede.
(Silfverberg)
Mine forældre var religöse og hörte til Babtistmeneheden, og troede at börnene skulde tugtes strengt op for at blive gode börn, jeg var nok den af mine sösken der fik mest med pryl men jeg blev den værste af mine sösken. Jeg satte gerne hort mod hort naar jeg kunde. Man tror nok at börn skal straffes men det skal være at mand selv ved at man har fortjænt pryl, ellers verker pryl modsat.
(Sellberg)
Man sagde om de religiøse, når de talte, at deres stemme var bedre end deres forstand. Det var en af grundene til, at det var svært af få alle med i vores nye fagforening, at man agiterede så voldsomt og angreb de religiøse.
(Silfverberg)
